Nedrivning af Blok P
Permagreen er startet på nedrivning af blok P, L og A
Mit navn er Kristian Hjelm Jakobsen, jeg er 29 år og læser til bygningsingeniør i Århus til dagligt.
At komme i praktik
Jeg valgte at tage mit praktikophold i Grønland for at opleve dette sted og samtidigt med en forhåbning om at få noget ansvar, et fagligt udbytte samt en masse gode minder.
Min dagligdag i Nuuk gik ud på at føre tilsyn på byggepladsen, igangsætte arbejder, deltage i byggemøder samt udføre praktiske opgaver som afhentning eller bestilling af materialer til håndværkerne. Derudover havde jeg nogle mindre projekteringsopgaver, hvortil der skulle regnes en pris.
Til at begynde med følte jeg ikke, der var så meget at lave. Men efterhånden som jeg kunne se opgaverne selv blev der mere end rigeligt til at udfylde en meningsfuld arbejdsdag.
Ved at vælge en entreprenørvirksomhed i Grønland var jeg klar over, at jeg ikke ville komme til at arbejde så meget med den teori, som vi lærte på skolen, da man i Grønland benytter danske normer fremfor Eurocodes. Men jeg synes til gengæld, at jeg har fået nemmere ved at koble det teoretiske med det praktiske ved at have set konstruktionerne. Desuden blev jeg klar over, hvilken linie jeg ville vælge på de efterfølgende semestre, da jeg fandt ud af at jeg savnede en lidt dybere teoretisk fundering indenfor bærende konstruktioner, end hvad de første 4 semestre har givet mig.
Fritiden
Når jeg ikke arbejdede, gik tiden med at opleve naturen omkring Nuuk med min kæreste, som var på Dronning Ingrids Hospital. Vi var så heldige at komme ud at sejle en hel del og i den forbindelse komme med på jagt og fiskeri. Det har givet os nogle fantastiske oplevelser, og vi har nydt at betragte Grønland fra fjeldtoppe og gennem søgeren på kameraet. Det har også været en god oplevelse at bo i Nuuk med både kaffemik, biografture, gode aftener i byen samt en masse sympatiske mennesker.
Alt i alt har de 5 måneder i Nuuk været en stor oplevelse, som har gjort det klart for mig, hvad jeg vil fremover. Såfremt man kan lide at være udendørs og er forholdsvis udadvendt, venter der mange gode oplevelser, og jeg kan stærkt anbefale at tage sin praktikperiode i Grønland. Selvom jeg ofte har smilet lidt overbærende, når folk har sagt at Grønland er gået i blodet på dem, må jeg indrømme, at jeg håber, at jeg får chancen for at komme tilbage en gang. Grønland er nok gået lidt i blodet på mig.
Permagreen er startet på nedrivning af blok P, L og A
Qeqqata Kommunia og konsortiet Aarsleff/Permagreen har den 4. april 2012 underskrevet kontrakt om udvidelse af Sisimiut Havn i totalentreprise.